ME AND MY MAKE-UP

Mit forhold til make-up har altid være meget skiftende. Jeg var én af de sidste i klassen der begyndte at gå med make-up – både fordi jeg ret sent fik lyst til at bruge det og fordi jeg ikke fik lov før jeg var 13-14 år. Til at starte med var det kun mascara jeg brugte.

I 8.  og 9. klasse havde jeg en mindre punk/emo periode samtidig med, at jeg var meget ked af min hud. Derfor fik den godt med eyeliner og andet sort make-up, samtidig med, at jeg prøvede at dække mine urenheder med foundation eller puder. Det var i den periode jeg brugte allermest make-up.

Senere da jeg kom på efterskole blev jeg meget mere afslappet omkring make-up og brugte det stort set aldrig, da folk jo alligevel godt vidste, hvordan jeg så ud når jeg var allermest træt, slidt og morgengrim.

I gennem gymnasiet har jeg skiftevis brugt en lille smule make-up i perioder og i andre slet ingen. Det er det samme nu. Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg virkelig ikke orker at lægge det om morgenen. Desuden har jeg heller ikke tænkt mig at tage make-up med til Kenya og jeg varmer derfor lidt op til det nu. Jeg er med alderen blevet meget mere selvsikker omkring mig selv og mit udseende og kan folk ikke lide det de ser, må de sgu kigge den anden vej. Bevares, jeg kan sagtens have dage, hvor jeg VIRKELIG føler mig grim og småklam, men jeg har lært at leve med, at jeg også har de dage. Heldigvis ved jeg, at min kæreste – og de fleste af mine venner (tror jeg) – synes jeg er smuk som jeg er.