THE FUZZ ABOUT GOING OUT

Som lovet; et indlæg om at gå i byen. Jeg selv gør det ikke super tit og jeg er seriøst allerede blevet for gammel til to byture på en weekend. Det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide at gå i byen – jeg kan bare også godt lide at bruge min aften i selskab med min dyne, en film/serie og én til at holde om mig. Og er det bare mig eller er der nogle gange alt for meget hype og fuzz omkring byture? Personligt har jeg selv haft de sjoveste byture de gange det ikke har været planlagt. På en eller anden måde bliver de de vildeste og fuldeste. Når man har sat sig op til en rigtig vild bytur – som for eksempel nytårsaften eller noget andet stort – ender det for det meste med at bliver kedeligt og sådan “Øh, det er ikke så fedt det her. Men de andre må ikke se, at jeg synes det, så jeg sidder lige og sipper og spytter i en øl mere”. Er det bare mig, der har det sådan?

Desuden er jeg SLET ikke en diskopige. Jeg skal helst have en lidt snusket og klam bar med billige bajere – så er jeg glad. Jeg har alle dage meget hellere ville sidde på en bar og kunne snakke med dem jeg er sammen med, i stedet for at råbe til hinanden på dansegulvet. Bevares – jeg kan også godt lide at danse, men det er nu mest, når jeg er RIGTIG fuld. En fed bytur må for mig også meget gerne være blandet med livemusik. Jeg har flere gange været på Rust, PH Cafeen eller Gimle for at hører musik imens man drikker nogle øl og har det fedt! Specielt om sommeren er det det fedeste, når man for eksempel er til Distortion eller andre små festivaller.

Hvordan har I det selv med byture? Skal den helst have hele armen til man sejler, eller er det også fint med en hygge-bajs og snak om ingenting?